Hej alle zusammen og velkommen til en helt ny følgeton her på bloggis. Det er en af dem, som jeg har gået og brygget på i rigtig lang tid og som jeg virkelig har glædet mig til at introducere for jer.
Som I nok ved, så rejser jeg jo en del for tiden og selvom det på mange måder er et luksusproblem, så kæmper jeg forholdsvis hårdt for at holde niveauet herinde og for at sikre mig, at der ikke går ferie i den, bare fordi, jeg måske tager en ekstra time på stranden end normalt.
På Bali var det ikke det store problem, for der var formålet med rejsen netop at få mulighed for at fordybe mig i noget arbejde. Her på Cypern skulle jeg også gerne få tid til opdateringer og formålet med rejsen er jo egentlig at dokumentere den 😉
Min næste rejse går til USA og der skal vi køre tværs over landet. Med andre ord, så bliver der nok ikke overvældende med arbejdstid og det betyder naturligvis, at jeg har skulle forberede lidt indhold.
Efter at have lagt hovedet i blød, besluttede jeg mig for, at jeg ville give taletiden, til nogle af de seje og dygtige venner jeg har. Når man er sådan som mig, der har gået på flere uddannelser og haft jobs i forkskellige brancher, så møder man naturligvis også en masse forskellige mennesker.
Jeg har venner, der arbejder som alt fra pilot, til korrespondent, sælger, som filmproducere, som læge, som skolelære osv. Jeg har spurgt en del af dem, om de ikke kunne tænke sig at dele lidt om, hvordan en helt almindelig dag i deres liv ser ud. Det ville de heldigvis gerne. Så over de næste par uger, kommer I til at møde mange af mine venner og det er dem, som kommer til at fylde de tomme dage ud herinde.
I dag skal I møde min veninde Anne, som jeg kender tilbage fra 2008 hvor vi læste sammen på RUC. Anne har læst journalistik og i dag arbejder hun som korrespondent for nogle af landets største medier. Måske I kan genkende hende fra fjernsynet?
Hun har både boet og arbejdet i New York, Jerusalem, Berlin, Bruxelles og Paris og det seneste år, har hun haft sin base i Irak, hvor hun har dækket krigen mod Islamisk stat. Det siger til selv, at der naturligvis ikke er to dage som er ens, i et liv som hendes, men her får I et lille indblik i, hvordan en af dem ser ud.
ONDSDAG D. 12 April
05:00
Mit vækkeur ringer klokken 5. Jeg ruller ud af sengen og løber en kort tur gennem byen, der lige så stille er ved at vågne. Jeg er journalist og bor i Irak, hvor jeg dækker krigen mod Islamisk Stat for blandt andre TV2, Weekendavisen og Radio 24syv. I dag skal jeg på reportage ved fronten i Mosul og flygtningelejrene syd for byen sammen med en anden journalist og fotograf.
Jeg bor i et stort hus i Ankawa, en kristen bydel i den irakisk-kurdiske hovedstad Erbil, cirka 80 kilometer øst for Mosul, hvor vi lejer værelser ud til internationale journalister i landet for at dække krigen. Udover mit arbejde som journalist er jeg koordinator af The War Zone Freelance Project, og huset i Erbil er et af vores mange projekter. Lige nu bor vi elleve journalister fra hele verden i huset, og der flytter hele tiden nye ind og ud. Nogle bliver i et par uger andre flere måneder, alt efter hvor længe de er i landet for at arbejde.
07:00
Klokken 7 bliver jeg hentet af min fixer. Som vestlig journalist kan du ikke arbejde uden. Fixeren er min tolk, chauffør, står for at skaffe tilladelser til at krydse checkpoints, lave aftaler med militæret og så videre. Vi køber en kaffe på vej ud af byen, og jeg får slumret lidt på bagsædet.
09:00
Efter to timers kørsel af adskillige omveje for at ramme de rette checkpoints, broer og sikre områder kommer vi frem til den irakiske politibase i udkanten af vest Mosul. Det irakiske politi i Mosul har en noget anden jobbeskrivelse, end hvad vi er vant til i Danmark. De tager del i krigen ved frontlinjen som soldater, med maskingeværer, morterer, RPG’s og andet grej fra samme hylde. Politiet står for dele af offensiven i den sydlige del af byen, mens hæren og specialstyrkerne tager sig af andre dele af Mosul, og er også dem der skal holde frontlinjen, efter politiets ”swat-team” har tilbageerobret nye områder.
10:00
Politiet har kørt os ind til vest Mosuls centrum, hvor styrkerne kæmper om den gamle by, der blandt huser al-Nuri moskeen, hvor IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi gav sin berømte tale i sommeren 2014, da Islamisk Stat invaderede Mosul. Krigen for at fordrive IS fra Mosul og få byen tilbage på irakiske hænder har stået på i syv måneder nu. De irakiske styrker er udmattede, og mere end en kvart million mennesker har måtte flygte fra deres hjem, mens flere hundredetusinde stadig opholder sig midt i krigszonen under gadekampe og internationale luftbombardementer. Alle venter på, irakerne tilbageerobrer moskeen, som symbol på endelig sejr, men Islamisk Stat gør stadig stor modstand, og bruger de hundredetusindvis af civile, der stadig opholder sig inde i Islamisk Stats områder, som civile skjold mod landtropperne og koalitionens luftbombardementer. Vi følger soldaterne i kampene ved frontlinjen, som de gør endnu et forsøg på at presse længere ind mod den gamle by.
13:00
Et par hundrede meter fra frontlinjen i et nyligt befriet område møder vi en gruppe mænd, der i modsætningen til størstedelen af befolkningen, der flytter i lejre, når de slipper ud af Islamisk Stats kontrol, insisterer på at blive i deres hjem i det sønderbombede Mosul. Mens vi taler, kommer lyden af skud pludselig meget tæt på. En Islamisk Stat snigskytte har tydeligvis fået øje på os, vi må hurtigt ind i bilen og kører mod politiets nærmeste base. Ved basens port kommer en oberst ud og taler roligt med os gennem bilvinduet, men kun i få sekunder, så sender en ny snigskytte også skud efter ham. Situationen ser ud til at spidse til, og vi kører ud af byen.
13:30
Vi kører mod lejrene syd for byen. Alle civile, der flygter fra Mosul, bliver kørt til denne lejr for at gennemgå sikkerhedstjek. Hamam al-Alil lejren i sig selv har været fyldt til randen stort set siden den åbnede tilbage i februar, og uden for indhegningen sidder nu tusinder af mennesker og venter på at få deres sag behandlet, hvorefter de bliver sendt videre til andre leje, begiver sig tilbage til befriede områder i Mosul eller hjem til slægtninge i andre byer.
Vi skal besøge en ny mindre lejr, der er åbnet ved siden af den store hovedlejr for få uger siden. I modsætning til den store lejr, der primært er drevet af FN, styres den nye lejr af lokale shia-grupperinger, og historierne om korruption, manglende mad, vand, lægehjælp og medicin strømmer mod os, så snart vi træder ind gennem gitterporten. I et telt fortæller en familie om tiden under Islamisk Stats kontrol, deres flugt fra krigen i Mosul på gåben gennem natten under raketangreb og kugleregn, og følelsen af håbløshed i lejren uden penge, arbejde eller udsigt til at kunne vende hjem til deres sønderbombede hus.
16:00
På vejen ud fra lejren holder busserne i kø for at transportere folk tilbage til Mosul til de for nyligt befriede områder. De fleste passagerer ved ikke, om deres hus står endnu og er endnu mere usikre på, om deres ejendele stadig findes eller er blevet stjålet eller ødelagt, mens de har været væk fra byen.
18:00
På vejen hjem stopper vi ved en af de sædvanlige landevejsrestauranter og spiser den sædvanlige frokost/ aftensmad. Suppe, ris, kylling, brød og en masse små salater. Der er ingen grund til at bede om et menukort, alle lokale steder har rimelig meget det samme udvalg, det smager ganske udmærket, og der er garanti for ikke at gå sulten derfra.
20:00
Klokken otte er jeg hjemme igen, tager en kort lur, skifter blusen og går derefter ned på bar/ restauranten Teacher’s Club – et af de få lokale steder der både serverer mad og alkohol til fornuftige penge og derfor selvsagt er et hit blandt både udlændinge og lokale. En af mine journalistvenner/ -kollegear er tilbage i byen efter nogle måneder på arbejde andetsteds, og vi mødes en bunke venner for at ønske velkommen tilbage.
03:00
Gensynet blev lidt længere end forventet og jeg triller træt i seng kl. 3.
Hvis I gerne vil se mere til Anne og hendes spændende hverdag, så opdaterer hun heldigvis jævnligt sin Instagram @Annealling
