Nogle af jer husker måske, at jeg i begyndelsen af min rejste, fortalte lidt om, at tingene havde taget en drejning og at jeg ikke kom til at være helt så alene, som jeg havde planlagt til at starte med. Derfor ville der heller ikke komme en decideret rejsedagbog.
Det gav rigtig god mening. Lige indtil den dag, hvor jeg havde sendt Julie i lufthavnen og pludselig sad helt palle på den anden side af kloden. Langt væk fra alt hvad der var trygt og bekendt. Dèr følte jeg, at jeg nærmest blev nødt til at skrive mine tanker og følelser ned og hvis jeg fik lyst til at dele det med jer senere, så kunne jeg naturligvis bare gøre det.
Det fik jeg heldigvis 🙂 Jeg har delt dagbogen op i dage og over den ene uge, hvor jeg var alene. De er blevet en anelse lange, så vi tager lige et par dage ad gangen. Her kommer de første <3
Dag 1
Mine første timer alene er gået og i skrivende stund føles det en smule mærkeligt. Men også lidt godt. Min morgen startede i Ubud, hvor jeg har tilbragt de sidste 3 dage sammen med min veninde, Julie. Inden Ubud var vi Seminyak og på Gili-øerne. Jeg havde en klump i halsen da jeg skulle sig farvel, for vi har haft det intet mindre end helt fantastisk. Det er slet ikke til at forstå, hvordan man kan finde sådan en god rejsemakker.
Efter at have sat Julie af i lufthavnen, kørte min chauffør mig til Canggu, hvor jeg har booket mig ind i et slags kvinde-kollektiv, den næste uge. Jeg har været her i et par timer og føler allerede at her er rart. Der bor vist omkring 6-8 kvinder i alt og så vidt jeg kan forstå, er vi alle solo-rejsende. Pt. har jeg dog kun mødt ejeren, Malaika, som virker rigtig sød og som er en af de der gude-smukke-boheme-yoga-agtige typer. Min mavefornemmelse er god, selvom jeg også er spændt på at se, hvad det egentlig er for noget.
På en måde kører tankerne rundt oppe i hovedet, for at finde ud af hvad jeg skal lave og hvad jeg skal få tiden til at gå med og på en anden måde, så føler jeg mig helt rolig, for meningen med opholdet her, var netop at få ro og fred til at komme i dybden med en masse arbejde og bare få tænkt lidt og bare være til. Håber det giver mening?
Lige om lidt hopper jeg i bad, for verdens bedste Ricky er nemlig stadig på Bali og i aften skal jeg mødes med hende, M og lille Bella. Derefter har jeg 10 dage, hvor jeg ikke skal se nogen jeg kender og balancere mellem ro og oplevelser.
Dag 2
Dag 2 var dagen hvor min ulykke skete. Og hvor alt muligt andet også skete. Det kan I læse meget mere om lige her.
Dag 3
Nu er dagen snart gået på hæld og jeg sidder på mit værelse og er klar til at hoppe i seng. Egentlig havde jeg forventet, at det vil blive en lidt hård dag, oven på gårsdagens oplevelser og jeg frygtede at jeg ville have hjemve og at min kærlighed til Bali ville blive væsentlig mindre. Men sådan endte det faktisk slet ikke.
Da jeg vågnede var jeg i forholdsvis godt humør. Jeg havde sovet rigtig fint og var egentlig også lettet over at vågne – i det hele taget. Derudover havde jeg stadig ingen smerter, hvilket bare var et kæmpe win. Alle andre dage hernede, har jeg startet med en løbe eller svømmetur, men det droppede jeg i dag. Jeg var trods alt lige blevet syet i hovedet og jeg er færdig med at lege med skæbnen.
Jeg stod op og hoppede i min silkekimono, tog min computer under armen og gik ned på den lokale café, hvor jeg fik en god morgenmad og en stor iskaffe. Jeg blev hængende i et par timer, arbejdede lidt og tænkte over situationen.
Da jeg kom tilbage til villaen ringede jeg til Ricky. Da vi var ude og spise på dag 1 foreslog hun, at jeg skulle komme til Singapore nogle dage tidligere end planlagt. I følge den oprindelige plan, skulle jeg tilbringe et døgn i Singa, i forbindelse med min hjemrejse. Mine sidste tre dage på Bali havde jeg endnu ikke planlagt, så jeg synes jo, at det var en glimrende idè. Jeg havde heller ikke troet, at det ville blive et specielt stort problem at udeblive fra mit første fly fra Bali til Singa og så bare benytte min rejse fra Singa til København. Men den går åbentbart ikke. Man SKAL bruge hele rejsen før det gælder.
Men sådan spiller Ricky, så derfor snakkede vi lige sammen og hun lavede en plan. Hun lovede mig, at hun ville troppe op på Singapore Airlines’ hovedkontor den efterfølgende dag og gøre sit bedste. Jeg var virkelig taknemmelig. Den kvinde rummer så meget overskud og kærlighed til andre mennesker.
Eftermiddagen tilbringer jeg i min villa, hvor jeg falder i snak med nogle af de andre kvinder. De er søde, men også lidt skøre og meget anderledes end mig. De er alle forholdsvis spirituelle. En af dem spiller hele tiden på en tromme, mens hun går rundt om poolen og synger. Samtidig er de alle sammen nøgne, eller i hvert fald topløse og jeg begynder at føle mig en smule akavet og tilpakket i min bikini. Men jeg beholder den på.
Vi taler om løst og fast og om hvad der har fået os til Bali og hvad vi skal efterfølgende på vores rejser og den slags. Det er egentlig super hyggeligt og mit humør bliver bare bedre og bedre. Også fordi jeg fortæller dem om min ulykke og de er alle totalt kærlige og omsorgsfulde.
Senere går flere af dem ud og spiser frokost, men jeg beslutter mig for at blive og få lidt ro. Min appetit er heller ikke specielt stor i varmen. Huset jeg bor i er forholdsvis stort, men jeg har aldrig fået en rundvisning. Mit værelse er i stueetagen. Os der bor der, er “short-term-visitors”. På 1. salen bor “long-term-visitors” og oppe på 2. sal bor Malaika, som er hende, der har egendommen. Aka – chefen.
Nu hvor jeg alligevel er alene, beslutter jeg mig for at udforske huset lidt. Jeg går rundt i alle rummene og kigger mig omkring. På en måde er det et af de mest fantastiske steder, jeg længe har boet og på en anden måde, føles det ret fjernt fra hvad jeg normalt ville vælge at bo i.
Jeg bevæger mig op på 2. salen. Malaika var taget til Singapore, så jeg turde godt. I en af sengene ligger en af de franske kvinder (hende med trommen) og sover. Helt nøgen, selvfølgelig og jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at hun havde rigtig (RIGTIG) meget hår, alle de steder, hvor kvinder nu engang har hår. Det har jeg ikke det fjerneste problem med. Folk må også være ligeså nøgne som de har lyst til, i mit selskab. Alligvel skyndte jeg mig væk, for på en måde følte jeg lidt, at jeg havde overskredet hendes grænser, ved at gå op et sted, hvor jeg jo egentlig ikke hørte til. Senere svømmede hun nøgen rundt i poolen, så der indså jeg, at det havde jeg nok egentlig ikke.
Kort tid efter er der en ny pige, som tjekker ind i Villaen. Hun er fra Canada og er totalt snaksaglig. Derfor falder vi hurtigt i snak og vi beslutter os for at mødes igen senere og tage ud og spise sammen.
Jeg havde stadig lidt ondt af mig selv oven på ulykken, så jeg beslutter mig for at gøre noget ekstra godt. Villaens nabo er en skønhedssalon, som bl.a laver gellack. Det går jeg over og får. Negle-damen er noget at det sødeste, jeg længe har mødt og også her bliver jeg kun mødt af kærlighed og omsorg. Jeg elsker allerede Bali igen og kommer mere og mere oven på.
Da mine negle er færdige og finere end de længe har været, går jeg tilbage til Villaen. Jeg sætter mig på terressen med en kold øl og kort tid efter kommer den canadiske pige og joiner. Vi snakker om løst og fast og hun er bare super sød.
Pludselig får hun nævnt i en sætning, at hun er 19 år (NITTEN ÅR). Jeg bliver faktisk en anelse overrasket, for jeg kunne jo være hendes mor. Eller næsten da. Meget unge mor. I ved hvad jeg mener. Jeg er i hvert fald for gammel til at være hendes storesøster 😉 Eller måske ikke helt? Det korte af det lange er, at hun er ung. Meget ung.
Jeg tænker skidt pyt, for hun var jo sød. Måske bliver hun ikke min bedste veninde, men hun var sød. Derudover var hun også Veganer og Yogi – ligesom alle andre på Bali. Så vi googler os frem til den nærmeste veganske restaurant (som på ingen måde er svære at finde hernede) Der går vi hen, spiser og snakker videre. Jeg bestiller to retter, hun bestiller en. Jeg bestiller en øl. En stor øl. Hun har medbragt vand i sin flaske.
Ved 22-tiden er vi tilbage i Villaen og vi siger go’nat. Så nu sidder jeg her, i skrivende stund og er egentlig bare træt og ret glad for, at dagen blev langt bedre, end jeg havde turde håbe på.