I går. I går var absolut den mest indholdsrige dag, jeg længe har haft og bliver en af dem, som jeg sjældent glemmer. Dagen startede helt perfekt; jeg stod op og løb en lang tur og spiste min daglige smoothie bowl på min lokale cafè. Jeg havde egentlig bare planlagt at bruge dagen på afslapning og arbejde. Pludselig falder jeg i snak med en fra et socialt medie, som måske starter med T og slutter med R. Altså det sociale medie.
En time senere, finder jeg mig selv sidde på en scooter med min nye amerikanske ven, som tilfældigvis havde været i byen de sidste par måneder og som da hellere end gerne vil bruge en hel dag, på at vise mig alle de skjulte skatte her i Canggu #amerikanere. Så det gør vi. Fra tidlig formiddag til sen eftermiddag cruiser vi rundt, drikker kokosnødder, kigger på bølger, snakker om alle de der ting, man nu snakker om, når man møder nye mennesker. Jeg får endda lov til at prøve hans scooter, for jeg havde fattet mod nok til at anskaffe mig en. Man er pænt handicappet hernede uden, skulle jeg hilse og sige.
Da vi skilles, beslutter jeg mig for at vente en enkelt dag med at leje min egen, for jeg skulle alligevel ikke bruge den om aftenen. Da jeg kommer hjem arbejder jeg lidt på terrassen, mens jeg drikker en øl og overvejer hvad jeg skal bruge min aften på.
ved 19.30 tiden beslutter jeg mig for at gå ud og spise noget mad, på en nærliggende restaurant. Noget jeg virkelig vil ønske at jeg havde vidst, før jeg bookede det sted jeg bor er, at det er umuligt at komme rundt uden en scooter. Ikke fordi der er langt til ting, men fordi vejene ikke har fortove og desuden er fyldt med scootere og biler. Var nogle af bilerne bare taxaer, så havde situationen været helt anderledes.
Jeg går langs vejkanten og er egentlig i strålende humør, efter en helt perfekt dag. Lige pludselig siger det BANG og det næste jeg registrerer er, at jeg ligger i et stort hul i vejkanten. Det første jeg bemærker er, at mine sko er væk (det var dem her) og så snart jeg får rejst mig op, finder jeg min telefon, så jeg kan lyse efter dem. Jeg har ikke slået mig som sådan.
Pludselig kommer der 6-7 lokale mænd hen til mig spørger om jeg er okay, hvilket jeg jo egentlig var. De bliver ved og ved og jeg forstår ikke helt hvorfor de ser så bekymrede ud. Den ene af dem vil skylle min nakke og min første tanke er, at han jo nok bare vil fjerne alt det snavs, som jeg var landet ned i (jeg tør slet ikke at tænke på hvad det egentlig var).
Pludselig ser jeg, at vandet er helt rødt og at blodet mere eller mindre løber ned fra hovedet og at min kjole og resten af min krop er badet i det. Jeg bliver lidt bange og ved ærligt talt ikke helt hvor jeg skal gøre af mig selv. En af mændene kaster mig op på sin scooter og efter 5 minutter er jeg på en skadestue, hvor jeg bliver mødt af en læge og 5 sygeplejersker.
De er søde. Rigtig søde og får mig til at være ret rolig. Mens sygeplejerskerne vasker mig fra blod og snavs, forsøger lægen at stoppe blødningen med en klud og koldt vand. Efter er kvarter siger han dog, at jeg bliver nødt til at få et sting. FEDT. Så der får jeg og tilmed også en stivkrampevaccination.
Heldigvis havde de WIFI derinde, så jeg kunne få fat på min mor, som gud ske tak og lov tog situationen helt roligt og fortalte mig hvordan blødninger i hovedet ofte er ret voldsomme, selvom der ikke er sket det helt store.
Jeg fik også ringet til verdens bedste Ricky, som jeg til tider betragter lidt som min anden mor. Meget unge anden mor. Selvom hun var tilbage i Singapore, så var det bare ret rart at vide, at nogen var forholdsvis tæt på. Hun tog heldigvis også situationen rigtig pænt og bare det der med at høre hende sige “at jeg jo sagtens kunne kommer over til hende på no time”, fik mig til at blive mere rolig.
Jeg endte med at blive hængende i et par timer, til observation. Selv var jeg dog ikke specielt bekymret for mit helbred, for jeg havde det egentlig fint og der var som sagt ikke noget, der gjorde ondt. Jeg snakkede lidt med de søde sygeplejersker, som slet ikke kunne forstå, at jeg ikke havde en friend to call. Èn af dem gav mig endda også følgende lille råd med på vejen; “Next time you go out in to the world, miss, dont go without a friend”. Det kan jeg så lige tænker over 😉
Jeg var tilbage i kollektivet, hvor jeg bor, omkring midnat. Alle var gået i seng og det passede mig egentlig ret godt, eftersom jeg var ved at dø af udmattelse. Jeg snakkede lidt med min mor igen og også med Julie, som netop var kommet tilbage til København. De overbeviste mig begge om, at jeg ville have det meget bedre, når jeg vågnede.
De havde heldigvis ret. Da jeg slog øjnene op, var jeg ret lettet over, at jeg vågnede og var i live. Jeg var ved at dø af sult, eftersom aftensmaden i går, blev aflyst. Jeg indtog den her lyserøde omgang og satte mig til at læse lidt i Hella Joof’s fantastiske bog. Aldrig har jeg læst noget, som har givet så meget mening i øjeblikket.
efter 20 sider, gik det op for mig, at jeg egentlig var ret heldig. Selvom det naturligvis havde været toppen, hvis det hele ikke var sket. Men alligevel, så kunne det også være gået meget mere galt. For det første har jeg ikke haft nogen smerter. WIN. For det andet, så kunne det have være mit ben eller min fod og så havde det betydet, at jeg hverken måtte løbe eller bade. Sidstnævnte er ret svært at undvære, når man befinder sig i 30 graders varme og har en pool tre skridt fra ens hoveddør, skulle jeg hilse og sige.
I går var jeg klar til at tage det første fly hjem til Singa og mor-Ricky, men nu hvor jeg lige har sundet mig lidt og tænkt over situationen, så er det jo ikke fordi det har ændret det helt store. Jeg kommer nok ikke lige til at lege den scooter, som jeg ellers havde planlagt. Det ville være at gamble med skæbnen.
Tidligere i dag faldt jeg i snak med en af kvinderne i min villa. De fleste er ret spirituelle og meget Namaste-agtige. Hun var overbevist om, at det skete af en grund, for nu var jeg mere eller mindre tvunget til at blive ved huset og slappe af og finde ro. Vi får se om hun har ret.
summa summarum, så er jeg okay og ved godt mod. Dog en ret stor forskrækkelse, to sting, en stivkrampevaccination og en oplevelse ringere. Men også 1000 kr. fattigere. Heldigvis er der noget, der hedder rejseforsikring.
#travelingalonetothenextlevel
NAMASTE
