Tegenungan Waterfall, Ubud
Glædelig påske-søndag alle zusammen. Jeg håber, at I nyder ferien i fulde drag, hvad enten I bruger tiden sammen med jeres familier med hygge og påskefrokoster, eller om I er rejst i ud i den store verden. Det synes jeg næsten, at de sociale medier afslører, at mange har gjort.
Selv har jeg netop taget hul på den anden del af mit Bali-eventyr. I går tog min veninde, Julie, tilbage til København efter 10 helt fantastiske dage. Jeg vil lyve hvis jeg sagde, at det ikke var en lille smule hårdt at sige farvel til hende og jeg græd måske også en lille smule.
Da vi stod i lufthavnen, var jeg ret glad for, at det ikke var mig, der allerede skulle forlade det her paradis, for jeg er slet ikke færdig med Bali. Dog var der en anden del af mig, der havde bare lyst til at hoppe ombord på hendes fly og forblive tryg. Pludselig blev jeg ramt af en følelse, som jeg tydligt kunne genkende fra sidst jeg rejste til den anden side af kloden all by my self.
Kort fortalt, så bliver sindet delt i to; den ene del er bange, utryg, har hjemve og har kun lyst til at ringe grædende hjem til sin moar, mens den anden del har totalt meget mod på det hele og ved, at alt nok skal gå og at der også var en grund til at man tog beslutningen i sin tid.
I går, da den førstnævnte del nok var den der fyldte mest, endte jeg heldigvis med at mødes med verdens bedste Ricky. Hun er nok er den person der får mig til at føle mig mest tryg, næst efter min mor. Vi drak et par øl, gik en tur og spiste noget mad. Da jeg kørte derfra sidst på aftenen, var mit humør tip-top og lysten til at være her – helt alene – kom tilbage og jeg kunne pludselig huske hvorfor, at jeg tog beslutningen om at gøre det i sin tid.
I går brugte jeg forholdsvis meget energi på at finde ud af hvad jeg skulle lave, hvor jeg kunne møde nogen, hvordan jeg kom rundt osv. Men hele idèen til rejsen opstod jo egentlig fordi jeg have brug for at komme lidt væk fra det faste og få ro og tid til at fordybe mig i nogle ting. Ikke for at få nye venner og gå i byen 8 dage i træk. Selvfølgelig vil jeg gerne møde nye mennesker og jeg vil heller ikke sige nej til en sjov aften, men det er ikke succeskriteriet for, om rejsen ender med at blive en succes.
Og helt alene er jeg alligevel ikke. Som sagt er jeg flyttet ind i et slags kvinde-kollektiv, eller Womens Sanctuary, som de kalder det. I skrivende stund har jeg ikke engang været her i et døgn, så det er lidt svært at gøre en status allerede, men min mavefornemmelse er god.
Logisk nok bor her kun kvinder og de fleste er vist også solo-rejsende. Os er der i det hele taget mange af på Bali. Jeg har ikke mødt alle endnu, men de få som jeg har hilst på og snakket med, virker enormt søde og ret meget i zen 😉 Alle rum, områder og døre hedder noget med Earth, Peace, Water, Safe osv. Her er ret meget love og selvom jeg ikke er yoga og namaste-typen (endnu) så tror jeg faktisk, at det er et ret godt sted for mig. Hvis I følger med henne på Insta, så kan I også se et lille glimt af mit værelse. Det er ret fint.
Hold også øje med min Instastory, for jeg har store planer om at give jer en lille rundtur på stedet senere.
Kan I have den bedste søndag <3
