Recovering med Rosè og solnedgang på havnen
I de godt og vel 2 år, hvor jeg har løbet forholdsvis meget og deltaget i forskellige løb, har jeg faktisk aldrig haft en dårlig oplevelse. Det er altid gået som smut og jeg er blevet ved og ved med at forbedre mine tider og har flere gange nærmest været overrasket over mine egne præstationer (det må man godt sige højt, ik?). Det har egentlig altid føltes lidt som en leg for mig og når jeg ser tilbage på de forskellige løb, så husker jeg altid tilbage på en følelse af at være flyvende.
I går var første gang, at jeg for alvor fik smagt på nederlaget og skuffelsen, da jeg løb Lillebælt halvmarathon her på skønne Fyn. Nu har jeg efterhånden gennemført et par stykker af den slags og jeg var på ingen måde nervøs forinden. Om formiddagen føltes mine ben gode og veludhvilede, jeg havde spist godt og drukket rigeligt med vand. Alt var som det skulle være. Vejret så ud til at blive helt fantastisk, men min kloge (og løbe-erfarne) far sagde, at det godt kunne gå hen og blive en udfordring. Det lod jeg mig ikke som sådan skræmme af, for SÅ varmt var det jo heller ikke. Jeg blev klogere.
De første 5-6 km gik også fuldstændig som de skulle og jeg kunne holde mit gode og faste tempo, præcis som jeg plejer. Sammen med min gode ven og løbemakker, havde jeg lagt mig omkring 1.40 ballonerne og jeg vil lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt mig at overhæle dem på halvvejen. Inde i mit hovede havde jeg selvfølgelig store planer om at slå min egen rekord og ville egentlig også gerne ned under 1.35.
Omkring de 7 km kunne jeg godt mærke, at varmen begyndte at blive en udfordring og mine ben blev tungere og tungere. Jeg tænkte, at det nok bare var et bump on the road og at det ville forsvinde. Men godt blev det altså aldrig. Omkring de 11-12 stykker sagde jeg til min ven Sune, at han bare skulle løbe foran, for jeg kunne mærke, at han havde masser at give af endnu. Det gjorde han så og det var her jeg måtte erkende, at jeg nok for første gang ville gå tilbage i tid.
Resten af turen forløb med op og nedture. Flest nedture. Jeg var tørstig konstant (som i VIRKELIG tørstig) og selvom der var masser af væskedeporter, kunne jeg slet ikke finde balancen eller få nok. Min krop kunne ikke følge med og flere gange oplevede jeg også sidestik. Jeg tror, at jeg var nede og gå en 8-10 gange, hvilket jeg aldrig har gjort på et halvmarathon. Enkelte gange overvejede jeg næsten også at kaste håndklædet i ringen og give op 🙂
Den sidste kilometer var den bedste og pga. det gode vejr, var der publikum over det hele. De er jer, som har løbet løb, ved hvor vigtig en faktor det er. Da jeg langt om længe kom over stregen, stod Sune og ventede på mig og han kom ind omkring 7 min før mig og slog sin egen tid. Jeg drak 1/2 liter vand, en cola og en halv fadøl og var stadig tørstig. Det var til dato min værste løbeoplevelse nogensinde.
Min tid blev 1.44, hvilket er 5 minutter langsommere end min hurtigste. Jeg ved godt, at det stadig er en rigtig god tid og jeg havde faktisk også forventet, at den ville blive dårligere, eftersom jeg var nede og gå så mange gange. Min totale placering i feltet var også fin og noget lignende det, den plejer at være. Så på den måde er alt godt og noget tyder på, at de fleste også er gået tilbage.
Det dumme ved hele den her oplevelse er, at den kom lige præcis 2 uger inden jeg skal løbe marathon. Og det er altså ikke det mest motiverende skulle jeg hilse og sige. Flere gange under løbet, besluttede jeg mig faktisk for, at jeg vil droppe det hele og lade være med at stille op. Nu ser jeg dog lidt lysere på situationen 😉
Resten af dagen var dog virkelig skøn. Vi drak øl i haven, Rosé på havnen og var ude og spise. Da jeg var på vej i seng, skrev min bedste barndomsveninde, at hende og nogle af de andre sad på en bar nede i byen. Jeg besluttede mig for at udskyde søvnen et par timer og tilsluttede mig deres selskab, hvor vi snakkede om gamle dage og nye tider.
Alt endte godt! Nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg får min motivation og troen på mig selv tilbage ♥
