Jeg gentager succesen fra sidste uge med en lille dagbog over hvordan det er at rejse alene. I dag har jeg været i USA i to uger og halvdelen af tiden er snart ved at være gået. Indtil nu har det været en kæmpe succes og jeg har virkelig mødt mange skøre, søde, venlige og hjælpsomme mennesker.
Der har endnu ikke været et tidspunkt, hvor jeg har følt mig helt alene i verden og jeg har stadig mod på de sidste par uger.
Her kommer fortællingen om uge 2..
Mandag
Dagen hvor jeg forlod San Francisco for at tage videre til LA. Jeg havde booket en billet med en bus og turen skulle tage omkring 8 timer. Det kunne jeg godt lige overleve. Afgang var omkring middagstid, så jeg havde heldigvis gode tid til at stå op og pakke mine ting.
I SF boede jeg på et virkelig godt hotel og mit næste (og de mange næste) stop ville blive lidt mere primitive. Det var jeg selvfølgelig en smule nervøs for, da jeg nok må indrømme, at jeg ikke er den fødte bagpacker-type. Men man lærer meget af erfaring, skulle jeg hilse og sige 😉
Turen i bussen gik egentlig ganske fint, men selvfølgelig ramte vi ind i en kæmpe kø og sad fast i godt to timer. Jeg HADER køer på motorvejen og faktisk er jeg også en smule angst for dem. Jeg tror at det er den der følelse af ikke at kunne forlade stedet. Heldigvis havde vi gjort et kort stop lige inden, hvor jeg havde købt en sandwich. Det skulle senere vise sig at være dagens bedste beslutning.
Vi ankom en anelse forsinkede til LA. Nok omkring en 21-tiden. Hele vejen ind mod Downtown går det op for mig, hvor fuldstændig sindssyg stor den by er og allerede her, begynder jeg at fornemme, at det sted jeg skal bo de næste fem dage, nok ikke er lige rundt om hjørnet.
Jeg havde booket en seng i et kæmpe hus på Airbnb. Stedet havde fået fantastiske anmeldelser og havde både have og pool og så var det sindssygt billigt. Under turen havde jeg smset med hende der kører det og hun skrev, at den bedste måde at kommer derud fra downtown, var at tage bus 2, skifte til bus 3, gå hen til bus 5 for at hoppe på bus 1 der så ville køre mig til Northridge, som områder hedder. En situation, som jeg ærligt talt ikke kunne overskue på det tidspunkt. Jeg tog ja-hatten på. Da bussen havde sat mig af, var jeg faktisk ikke specielt tryg ved situationen og stationen var fyldt af hjemløse og mærkelige typer. Jeg besluttede mig for at tage en Uber (en form for taxa). I øvrigt en beslutning, som jeg vidste at min mor ville være glad for)
På turen til Northridge kunne jeg virkelig fornemme, at jeg skulle langt væk fra LA, strand og storby. Turen tog omkring 40 min og kostede 50 dollars. Det var 20 dollars mere end min busbillet. Jeg tror dog stadig, at de var godt givet ud. Jeg blev budt velkommen af Lisa, hende der kører huset, og et par af de faste beboere. Dem var der nemlig også en del af. Jeg fik en øl og en lille snak med et par stykker af dem. Mest af alt havde jeg dog lyst til at spise verdens største burger med ekstra bøf, eftersom jeg ikke havde indtaget noget siden kl. 15. Men jeg var havnet derude hvor man ikke ?går? ned og handler og hvor spisestederne ikke findes på hvert gadehjørne. Jeg bed sulten i mig, hoppede i seng og sov faktisk hele natten.
Tirsdag
Jeg vågnede af sult og skyndte mig straks ned i køkkenet, for jeg havde læst at der skulle være kaffe og kage om morgenen. Men der var altså hverken kaffe, kager eller mennesker. Jeg googlede mig frem til, at der faktisk lå et supermarked inden for en overskuelig afstand, så jeg hoppede i sandalerne og satte kursen derover.
Det var en glædelig overraskelse, for når de siger SUPERmarked, så mener de det virkelig. Selvom jeg havde lyst til at bruge flere timer derinde på at kigge på det enorme udvalg, så skreg min mave efter mad og jeg skyndte mig at finde det jeg skulle bruge, gik hjem og fyldte maven.
Resten af dagen brugte jeg på en løbetur (i den stegende hede), nedkøling i poolen og på at undersøge situationen nærmere. Den var ikke helt god, hvis jeg skal være ærlig og de andre beboere kunne fortælle, at det ville tage omkring tre timer at komme ind til noget der minder om LA med offtentlig transport. Så jeg sad mere eller mindre fast, kan man sige. Jeg tog Ja-hatten på igen og tænkte, at det var da ikke verdens dårligste sted at ende op, når det nu skulle være. Aftenen brugte jeg i husets have, sammen med nogle af de andre beboere, som alle var på min alder. De var søde og venlige. Dog en smule stenede og røg måske lige lidt for meget hash.
I mellemtiden havde jeg fået lavet en aftale om onsdagen. Altså dagen efter. Jeg var nemlig så heldig, at jeg var blevet kontaktet af en følger på Instagram, som også kørte rundt i Californien sammen med sin kæreste. De var simpelthen så søde, at tilbyde at hente mig ude i forstaden og tage med med på LA-sightseeing. Det redede virkelig mit humør.
Onsdag
Jeg stod tidligt op, løb en tur og gjorde mig klar til at blive hentet midt på formiddagen. Terese og hendes kæreste ankom præcis på det tidspunkt, som vi havde aftalt. Vi satte kursen mod det ?rigtige? LA. Først var vi en tur på Hollywood Boulevard, hvor vi kiggede på alle stjernerne. Efterfølgende kørte vi til Rodeo Drive, hvor vi spiste frokost og kiggede på dyre butikker. Derefter havde vi tid til at køre mod kysten, så vi gik en tur på Venice beach, hvor vi også drak en kold fadøl.
Til sidst kørte vi tilbage mod forstaden, hvor vi holdte ind på en af de der klassiske amerikanske restauranter og spiste aftensmad. Det var simpelthen sådan en dejlig dag og jeg er ovenud taknemmelig over deres tilbud. Desuden var det faktisk rart at snakke lidt dansk og bare være sammen med danskere.
Da jeg kom hjem til huset, sad de andre beboere på altanen og drak øl. Jeg joinede dem i et par timer, inden jeg hoppede i seng.
Torsdag
Min sidste dag i forstaden og da jeg vågnede, vidste jeg, at der var en del tid der bare skulle slås ihjel. Inden heden for alvor slog igennem løb jeg en tur og spiste en god omgang morgenmad da jeg kom hjem. Bagefter vaskede jeg alt mit tøj og brugte det meste af eftermiddagen ved poolen.
Da det blev aften besluttede jeg mig for at gå op i det store supermarked, for at handle ind til lidt aftensmad. Nu skulle jeg jo virkelig udnytte, at jeg havde god tid deroppe. Jeg kiggede på samtlige hylder, fandt det jeg skulle bruge og gik hjem og lavede mad.
Da jeg havde spist ankom der to nye beboere til huset. Den ene var en mand, nok omkring min fars alder, den anden var en pige omkring min alder. Manden virkede forholdsvis opsøgende mens man kan sige det modsatte om pigen.
Manden spurgte om nogen ville med ud og gå en tur og jeg tænkte ?tjaa? hvorfor ikke?. Så vi gik rundt og kiggede på de store villaer i kvarteret. Han fortalte, at han var fra New York og kun skulle bo i huset i en enkelt nat, fordi han havde været på konference i LA. Som de fleste andre amerikanere, var han super venlig og hjælpsom.
I løbet af ugen, havde jeg besluttet mig for at tilbringe lidt flere dage i LA. Eller det rigtige LA, om man vil, og derfor havde jeg booket et Hostel I Santa Monica fra fredag til mandag. En bydel som jeg husker, som super hyggelig og fodgængervenlig fra sidste gang jeg var i LA. Om torsdagen var min største bekymring dog, hvordan jeg skulle komme derind fredag morgen. Min eneste mulighed var egentlig at tage en bus (eller nej, 8 busser) og sådan måtte det jo bare være. Men det skulle ændre sig?
Da jeg var på vej i seng, viste det sig, at den nye pige boede på mit værelse og jeg kom til at vække hende da jeg kom derind. Jeg kunne godt se, at hun ikke var helt på toppen og jeg spurgte hende om hun var okay. Det skulle vise sig, at hun faktisk boede i LA til dagligt, men samme morgen var hun gået fra sin kæreste, så hun havde ikke noget sted at bo. Hun var forholdsvis ny i byen, så venner havde hun heller ikke mange af.
Jeg sagde til hende, at hun bare skulle sige til hvis hun havde brug for at snakke. Det havde hun, så vi brugte det meste af natten på at tale om hvor dumme mænd kan være. Inden vi lagde os til at sove, tilbød hun at hun at køre mig ind til Santa Monica dagen efter. Hun havde alligevel ikke det store at lave. Endnu engang takkede jeg heldet for at være på min side og lagde mig til at sove, trygt og godt.
Fredag
Jeg vågnede selvfølgelig alt for tidligt, så jeg stod op, spiste morgenmad og tog en sidste dukkert i poolen. I løbet af formiddagen indtog de andre gæster også køkkenet og her fik jeg snakket endnu mere med Robin (pigen fra mit værelse) Hun havde lige noget arbejde der skulle klares og derefter kunne vi køre.
Jeg pakkede mine ting og vi satte kursen mod kysten. I bilen fortalte hun, at hun kun havde booket sig ind i huset til fredag d. 3 Juli og derefter ville hun være hjemløs igen. Eftersom jeg ikke har planlagt noget specielt langt ude i fremtiden, imens jeg er herovre, foreslog jeg hende at joine min rejse til den tid. Om lørdagen er det jo 4th of July, som er en ret big deal herovre. I hvert fald ikke noget som er fedt at fejre helt alene.
Inden hun satte mig af, udvekslede vi numre og aftalte, at tales ved.
Jeg tjekkede ind på mit Hostel, som jeg ærligt talt var en smule nervøs for. Det var faktisk første gang at jeg skulle bo på et hostel og var spændt på om jeg kunne holde det ud. Det så heldigvis ud til at være bedre end jeg havde forventet.
Eftermiddagen brugte jeg på at gå (ja, GÅ) rundt i området, som heldigvis var lige så fantastisk som jeg huskede det. Da solen begyndte at gå ned, satte jeg mig ind på en bar ved stranden og fik et koldt glas hvidvin og bagefter fandt jeg en salatbar, hvor jeg fik noget nær den bedste salat jeg længde havde smagt.
Senere om aftenen, havde jeg en aftale med en fra Couchsurfing. Han havde kontaktet mig fordi han selv køre rundt i Californien og gerne ville have andre rejsende med. Egentlig havde jeg besluttet mig for at takke pænt nej, for det gik jo ganske fint på egen hånd. Men det var fredag aften og det er jo altid hyggeligt at mødes over en øl. Så det gjorde vi.
Han fortalte, at hans plan var at blive i LA til mandag (og det havde jeg også) for derefter at køre til Las Vegas. Egentlig havde jeg netop besluttet, at turen skulle gå til San Diego om mandagen, men Las Vegas havde jeg også overvejet. Det var bare svært at komme derud uden en bil. Same old story. Han virkede egentlig ganske flink og vi var ret meget på bølgelængde OG havde en bil. Derudover blev jeg også en smule fristet af hotelpriserne i Las Vegas. Derude kan man alts¨ få luksus, pool, spa og fitness for det samme som en seng på et hostel i LA koster. Jeg besluttede mig for at gribe muligheden og være lidt YOLO og sagde ?lets go to Vegas?. Så det er planen nu. Da vi var blevet enige, sagde vi tak for i aften og gik hver til sit.
Lørdag
Jeg vågede om morgenen og var ganske tilfreds med, at jeg netop havde overstået min første nat på et hostel. Dog var der en del drama på mit værelse, fordi en af de andre piger havde snorket HELE natten. Jeg havde også bemærket det, men for en gang skyld havde jeg gjort et ordentlig forarbejde og havde allieret mig med hørepropper, sovemaske og endda også en sovepille.
Da jeg havde spist morgenmad ringede jeg til min far, for at opdatere ham på hele situationen og fortælle at jeg havde det godt. ?Det kan vi jo se henne på Insta og på bloggen?, sagde han. Og alt var godt hjemme.
Efterfølgende hoppede jeg i mine løbesko og løb en lang tur langs stranden, i bedste LA-stil. Det er faktisk noget af det, som jeg har glædet mig mest til, siden jeg bookede rejsen. Resten af dagen brugte jeg på at kigge butikker og nyde stemningen.
Om aftenen havde jeg endnu engang en aftale. Denne gang var det med nogle af mine søsters veninder. Hun boede i Cali for 6 år siden, hvor hun læste to semestre og i ny og næ havde har hun stadig kontakt med nogle af de venner hun fik. Heldigt for mig 🙂
De hentede mig på mit Hostel og så køre vi til den østlige del af LA. Et område som de synes at jeg skulle se. Det var virkelig fedt der. Det var området med alle de små designbutikker, smarte cafèer og store betonbygninger. Vi endte på det populære ACE hotel, hvor vi spiste middag og efterfølgende fik vi et par drinks på deres rooftop-bar
Søndag
Søndag var en af de lidt stenede dage. En af de dage, som jeg vidste at jeg ville få nogle stykke af på turen. Igen vågnede jeg forholdsvis tidligt og løb igen en tur på stranden. For variationens skyld løb jeg til den anden side 😉
Over morgenmaden faldt jeg i snak med en tysk pige, som også rejste rundt alene, så det blev lige til en ekstra kop kaffe.
Resten af dagen forsvandt ligesom bare. Jeg havde ikke de store planer, så om formiddagen gik jeg en lang tur og så området. Eftermiddagen brugte jeg på mit Hostel, hvor jeg havde lidt mails der skulle besvares og jeg tjekkede lidt hoteller og hostels for de kommende uger. Den slags bruger man virkelig lang tid på, når man rejser rundt uden en fast plan. I starten synes jeg at det var stressende, men nu er der faktisk gået lidt sport i den 😉
Så brugte jeg også et par timer på at skrive det her indlæg, for det tager også sin tid. Jeg har SÅ meget jeg gerne vil skrive og fortælle om, men skal også huske at begrænse mig 😉
I dag forlader jeg LA og drager som sagt mod Las Vegas. Jeg glæder mig, men frygter det også en lille smule. Jeg tror at det må være et af de skøreste steder i verden. Hvis I har nogle gode tips til noget jeg skal se eller prøve derude, så skal I ikke holde jer tilbage.
Til sidst vil jeg endnu engang sige TAK, TAK, TAK fordi I viser så meget interesse i den her rejse. Det er simpelthen skønt med så mange kommentarer og feedback. Faktisk er jeg sikker på, at det får mig til at føle mig mindre ensom.
Husk at I kan følge med hver eneste dag henne på Instagram @Miekirstinequist.