I dag er der under en måned til, at jeg skal løbe mit første maraton i Paris. På den ene side er jeg enormt nervøs og på den anden side, føler jeg mig så klar som jeg kan blive. Siden Januar har jeg trænet ret hårdt. Det har naturligvis været enormt tidskrævende, men det passede godt med, at jeg for alvor skruede op for niveauet, da jeg blev færdig på uni. I er et par stykker som har spurgt indtil hvor meget jeg træner, hvor ofte, hvor langt osv. Derfor tænkte jeg, at det var på tide, at jeg kom med en lille status.
Eftersom det er et løb, som jeg træner op til, så løber jeg naturligvis en hel masse. Det er også det, som jeg føler at jeg er bedst til. For et par måneder siden, begyndte jeg stille og roligt at forlænge mine ture med 4-5 km. Hvor jeg tidligere måske løb 8 km. på en almindelig tur, løber jeg nu omkring 14. For mig har det haft en god effekt at få en masse kilomenter. Hvis der f. eks har været 3 dage, hvor jeg ikke har haft tid til en lang tur, så har jeg i stedet kastet mig ud i 3 mindre ture, på omkring 5 km. I løbet af den seneste måned, har jeg taget en ugentlig lang tur, som alle har været mellem 17 og 25 km. Her i det intensive forløb, løber jeg nok omkring 50 km. om ugen.
Folk spørger mig ofte, hvordan jeg kan holde det ud og om jeg ikke keder mig, når jeg er ude på de lange ture. Et spørgsmål som jeg nok også selv havde stillet for et år siden. For det første skal det siges, at når man løber så meget som jeg gør for tiden, så gør det ikke ondt på samme måde som det gjorde, da jeg begyndte at løbe og da 5 km. var en sejr i sig selv. Når benene vænner sig til det, så er det som om at de bare løber af sig selv. Det er noget jeg især oplever på de lange ture. Her er er det faktisk omkring de 15 km. at det begynder at føles som en leg.
Jeg keder mig aldrig når jeg løber. Det lyder så helligt, men det har absolut en meditativ effekt på mig. Hvis jeg er stresset, sur eller ked af det, så løber jeg ofte en tur og så har jeg det med sikkerhed bedre når jeg kommer hjem. Det er en fantastisk måde at få renset hjernen på. I fredags havde jeg en lidt dum oplevelse, som gjorde mig ked af det. Jeg ringede til min søster for at få lidt omsorg. Hun sagde at jeg skulle tage ud og løbe en tur og det gjorde jeg selvfølgelig. Da jeg kom afsted, kunne jeg mærke hvor godt det var for mig og jeg havde ikke lyst til at stoppe. Så jeg fortsatte derudaf og endte med at løbe 20 km.
Min erfaring har også lært mig, at et par gode løbesko af altafgørende. Jeg har længe været glad for Nike’s Lunarglide-model og den kan bestemt også anbefales. Jeg har i hvert fald fået slidt nogle par. For nogle måneder siden blev jeg dog introduceret for Adidas’s Ultra boost og da jeg satte foden i dem, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at der var dem der skulle få mig igennem det maraton. Nu har jeg endelig fået et par og jeg er allerede i fuld gang med at løbe dem til. Der er så meget stød i dem, at det nærmest føles som om at man har fjedre på fødderne 😉
Som I jo nok ved, og har kunne følge på de forskellige sociale medier, så har jeg også deltaget i en boot camp med Vitamin Well. Da jeg fik tilbudet om at deltage, tøvede jeg ikke med at takke ja. Jeg var nemlig godt klar over, at min forholdsvis spinkle krop, ville have godt af lidt supplerende træning, hvis jeg skulle overleve det maraton. Det har været et fantastisk forløb og selvom vi kun har trænet en gang om ugen, føler jeg bestemt at min krop har fået noget ud af det. Jeg kan f.eks lave en armbøjning nu 😉 Desuden har jeg også lært enormt mange gode øvelser, som som er super effektive og som nemt kan laves derhjemme.
Et par enkelte gange, har jeg også givet mig i kast med barre-træning hos Frederiksstadens balletskole. Det var Cat der lokkede og det var virkelig sjovt, effektivt og meget ballerina-agtigt.
Så er der Crossfit. Det havde jeg jo også fået meldt mig til, men her må jeg altså kaste håndklædet i ringen og fortælle, at jeg har meldt mig ud igen. Der er ingen tvivl om, at det er en super effektiv træningsform, men de gange jeg var afsted, oplevede jeg lidt sådan en “træn til du brækker dig-mentalitet”. Det er sgu ikke lige noget for mig. Desuden følte jeg mig også ret malplaceret når jeg mødte op på et hold, som bestod af mig og 14 store og stærke mænd. Det var en om’er.
I dag har vi sidste træning i boot campen og hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg at det er en smule trist. For det første har det været SÅ hyggeligt at mødes med de andre bloggere hver eneste søndag og for det andet, tror jeg ikke at jeg kan undvære træningen. Enten må vi plage dem om at forlænge forløbet, ellers må jeg melde mig ind i et fitnesscenter 😉
