Hvis I følger med i hverdagens oplevelser og udfordringer henne på Insta (@Miekirstinequist) har I nok også fornemmet, at jeg er blevet bidt af en gal løbe-ånd. Jeg ved ikke om det bare er mig, men er det ikke lidt som om, at alle er gået amok med løb inden for de seneste par måneder? Det er i hvert fald den fornemmelse jeg får, når jeg spurter gennem Frederiksberg have søndag formiddag.
Nå, men for mig startede det sådan for alvor tilbage i efteråret og lysten udspang nok af en kombination af et rygestop (Oh yes – still going stong) og en mangel på en måde at koble af fra studier, blog og stress. Det startede med at være et par gange om ugen, hvor jeg løb 3-4 Km ad gangen, men efter et par måneder, blev jeg bidt af det, sådan for alvor, og begyndte at løbe 4-5 gange om ugen og mine ruter blev længere og længere og mine tider hurtigere og hurtigere.
P.t er status den, at jeg stadig løber en tur, så snart at muligheden byder sig. Nogen gange bliver det til 6 gange om ugen og andre gange kun 2. Nu lyder det nok som om, at jeg pudser min glorie, men det er helt afgjort noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Jeg har aldrig været i så god form og når tiden, vejret og muligheden byder sig, kan jeg godt tage en tur på 10 Km. Det havde jeg ALDRIG forestillet mig kunne lade sig gøre, da jeg tog de første små skridt for under et halvt år siden. Men hvor der er vilje er der vej, som man siger. Jeg har desværre ikke opskriften på hvordan man finde motivationen og formen, men jeg er sikkert på, at det er viljen og lysten, som har baner vejen for mig. Jeg har ikke fulgt noget løbeprogram, bare taget en dag af gangen og bygget mere og mere på mine ruter. De hurtigere tider er kommet helt af sig selv.
Jeg har som sådan ikke noget mål med min træning og ingen ambitioner om marathon og den slags. Jeg gør det ganske enkelt fordi jeg ikke kan lade være og fordi det får mig til at koble af på en helt speciel måde – shit hvor lyder det helligt, men det er ganske sandt.
Da jeg startede med at træne, skyndte min kære marathon-løber-far sig ud i Føtex for at købe et par ganske udmærkede Asics-sko til mig. Dem har jeg brugt indtil for et par uger siden, hvor jeg fik mulighed for at teste et par fra Ecco. Det var altså noget af en opgradering, skulle jeg hilse og sige. Nu er det i hvert fald gået op for mig, hvor vigtigt det er med det rigtige fodtøj. Da jeg løb i mine Asics, kunne jeg godt blive en smule tung i benene, når jeg kom op over de 5k men det har jeg endnu ikke oplevet med mine Ecco’er. Om det så skyldes at jeg er kommet i bedre form skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror ikke at det er nogen tilfældighed 😉
Puha.. Det blev pludselig til et uoverskueligt langt indlæg og jeg ved egentlig ikke helt hvad formålet er. Jeg har længe gerne ville skrive om det her på bloggis, men jeg har bare ikke lige kunne beslutte hvilken vinkel det skulle tage. Nok fordi jeg hverken kan tilbyde jer en trænings-guide eller en masse gode tips. Jeg har bare gjort det på min måde og nu har jeg lige indviet jer I det. Så må vi se hvordan I tager imod det <3
