10 TING JEG HAR (SERIØST) OPTUR OVER

LØRDAGSHILSEN MED UDFORDRINGER OG SLANGER I PARADIS

Go lørdag formiddag kære jer 🖤

Så blev der pludselig bum-stille herinde i et par dage. Det var bestemt ikke min mening, men jeg må indrømme, at jeg har været forholdsvis udfordret på WIFI-fronten. Jeg havde egentlig tænkt mig, at det her indlæg skulle have været udgivet som en klassisk fredagshilsen i går, for sådan en skulle I da ikke snydes for, selvom jeg befinder mig på den anden side af jorden og pt har glemt alt om vinterkulde, vinterjakker, sne og slud og er omringet af frisk juice, gode mennesker, smoothiebowls og fantastisk mad.

Når det er så er sagt, så er alting altså ikke fryd og gammen. Det meste af torsdag og fredagsdøgnet har jeg i hvert fald følt mig forholdsvis udfordret af karma.

Det hele begyndte torsdag eftermiddag, hvor jeg endelig kastede mig ud i en surf-time. At lære at surfe har været en af mine største drømme i mange år og nu hvor jeg endelig var landet et sted, hvor bølgerne vejret og viben var helt perfekt, besluttede jeg mig for at det skulle være.

Lad mig starte med at sige, at det er SÅ meget sværere end det ser ud. Min krop havde INGEN chancer i bølgerne (som altså er forholdsvis høje hernede) og jeg har slet ikke tal på hvor mange gange, jeg blev kastet ind i dem, rullet rundt og fik vand i hele kraniet. Da jeg endelig kom tilbage på land og fik samlet mig lidt, kunne jeg mærke den der ruhed i halsen. Derfra tog det fart, først begyndte jeg at hoste og lige pludselig havde jeg ingen stemme. Altså som i SLET ingen stemme. I flere timer kunne jeg ikke få et ord ud og hvis der bare skulle lidt lyd på, krævede det ligeså meget energi af mig, som en 10 km-løbetur. Spørg lige om jeg fik ondt af min veninde og rejsebuddy, Julie. Jeg var i hvert fald ikke særlig interessant selskab og måtte også kaste håndklædet i ringen og gå i seng noget tidligere end hvad vi plejer at gøre.

I går vågnede jeg heldigvis med lidt mere stemme og her et godt stykke oppe af dagen, kunne jeg føre en samtale uden at bruge al min energi. Jeg er stadig hæs og heller ikke helt på toppen energi-mæssigt, men jeg føler at det går den rigtige vej. Med andre ord tror jeg lige at jeg tage en lille pause fra bølgerne og holder mig til poolen 😉

Derudover var vi også så heldige at stå op til en strømafbrydelse fredag morgen, som dækkede hele det område vi bor i. Hvilket også forklarer det manglende WIFI. Min første tanke var, at det da ikke burde være det helt store problem, men det går hurtigt op for os at selv et sted som her, kræver alt mere eller mindre en form for strøm. Flere restauranter holder lukket og og dem der har åbne kan kun servere en kom kaffe lavet på gasblus og frisk frugt. Heldigvis forlanger jeg ikke meget mere af min morgenmad, så mon ikke det går.

Men for lige at toppe det hele, så var det også i går, at jeg vågnede op til at være gået et komma ned på Instagram. Og efter at jeg i torsdags havde den vildeste og mest rørende oplevelse på et lokalt museum om tsunamien i 2004, så burde den slags ting ikke fylde noget som helst. Men det gør det og også selvom jeg vil gøre alt for at det ikke føles sådan. Når det så er sagt, så havde jeg næsten set den komme. Det sker næsten hver gang jeg rejser ud i verden og der måske går lige lovlig meget kokosnød og sandstrande i den. Personligt forstår det det ikke helt, for jeg elsker at følge med, når folk tager ud og oplever. Men det er en snak jeg kunne fortsætte i evigheder og som I ved, så bliver jeg aldrig klog på det der Instagram. Mest af alt er jeg nok også bare sur (på mig mig selv) over at jeg faktisk lader mig påvirke.

Men nu tror jeg faktisk at jeg bare vil fokusere på alt det positive. Jeg befinder mig jo stadig i noget at det tætteste jeg har været på paradis og skal være her i endnu en uge. Jeg skal lave et sejt samarbejde med Arket og der venter et forår fyldt med skønne planer, lige rundt om hjørnet.

Kan I have en fantastisk weekend derude 🖤

11 kommentarer

  • Emma

    Hej Mie, jeg følger også din blog, men ikke din Instagram. Jeg har ikke før tænkt så meget over hvorfor, men efter lidt tænketid kom jeg frem til, at det må være teksten. På din blog skriver du lange tekster + tilhørende fine billeder, så jeg virkelig kan mærke personen bag, forstå dine tanker, små historier og anekdoter fra hverdagen osv osv. På din Instagram har du også flotte billeder, men teksterne er ofte korte, fx enkelte ord, engelsk citat eller emojis. Der er ikke så meget ‘storytelling’ der som på din blog, hvis det giver mening? Jeg har lagt mærke til, at andre danske bloggere skriver lidt længere billedtekster på Instagram, hvor der fx står en sjov anekdote, noget billedet minder dem om, hvilken kontekst billedet blev taget i, tanker fra dagen eller hvad de har lavet eller hvad ved jeg. Det her er bare tanker fra mig, og jeg ved ikke, om det er et svar på noget som helst, men altså 😄 det er sikkert også nemmere sagt end gjort. Og til sidst – du må ikke tage de tal så tungt. Du gør det altså godt i forvejen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Kære Emma!
      Tusind tak fordi du tog dig tid til at skrive sådan en fin og konstruktiv besked! Du kan tro at jeg kan bruge det til noget. Jeg tror faktisk at du har ret i alt hvad du siger. Jeg fornemmer, at rigtig mange er herinde uden at følge med på Instagram. Det forstår jeg også godt, for det er her jeg ligger mine kræfter og her jeg går i dybden med ting. Jeg kan jo heller ikke løbe fra, at jeg holder meget mere af min blog end af min Instagram og mon ikke det skinner igennem 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma

      Det er jeg glad for at høre, og fedt du lægger de fleste kræfter i bloggen. Jeg tror, det er ret klogt, da bloggen er din egen (mens en konto på Instagram tilhører.. Instagram i sidste ende 🙈). Det må være en svær balance ind imellem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hej Mie. Jeg er for nyligt hoppet fra din instagram, men præcis som en læser også skriver, så blev det for smukke billeder, for poleret og for lidt dybde, som jeg til gengæld oplever i stor stil herinde på din blog. Jeg er kæmpe fan af din blog, også dine indlæg med lidt brok.
    Jeg er et helt helt andet sted i mit liv, men elsker at følge med i dit og alle de inspirerende ting jeg synes du deler fra hverdagen.
    Jeg læser dog ikke dine webshopsindlæg, jeg synes det er lidt for overforbrug til mig, men heldigvis kan andre måske få glæde af dem 🙂
    Jeg synes det er så super ærgerligt, som du har skrevet om et pr gange at du er ked af at miste følgere på instagram, og sammenligner dig meget med andre. Det er absolut ingen grund til. Hold i stedet fast i din blog og producer så givende indhold. Det er en af mine yndlingsblogs uden tvivl! Blev vist en længere smøre om alt og ingenting. Hav en dejlig ferie. Jeg glæder mig til at læse alle refleksionerne, når du er hjemme! kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Kære Anne!!
      Det var godt nok en fin og en ærlig kommentar. Den er jeg rigtig glad for. Især fordi den også er super konstruktiv inden for et emne, hvor jeg godt vil kunne ændre ting. Og jeg giver dig helt ret – der er meget mere personlighed herinde end på Instagram. Det vil jeg bestemt overveje at gøre noget ved. Tusind tak fordi du tog dig tid og fordi du er så ærlig. Det betyder meget 🖤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kristina

    Jeg er en af dem, som kigger EKSTRA meget med når du er på ferie!! Er vild med at blive draget mod nye steder – og du formår altid at vise et større billede af de stedet du rejser hen. Keep it up 🙂

    PS. Elsker billeder af palmer, kokosnødder og blåt vand 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Hej Kristina!!
      Det er jeg rigtig glad for at høre! Og der kommer masser af kokos og palme-spam den næste uge 🖤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie Petersen

    Åh, jeg synes efterhånden din blog er blevet et sted, hvor du kan lade dine frustrationer komme lidt for meget ud. Boligsituation, ikke nok følgere på Instagram, irriterende ventesange i telefon og jeg ved snart ikke hvad. Nu er du på en lækker rejse, og så alligevel er det småting som ondt i halsen, det er hårdt at surfe, strømafbrydelse og et fald i følgere på Instagram, der fylder så meget, at det skal bloggens om.
    Jeg ved, at livet er op og nedture, og at der skal være plads til det hele på en blog, men jeg vil give dig et råd: Tag ejerskab på dine indlæg og skab et community omkring det, hvor folk bliver en ligeså stor del af det som dig selv. . Fx rockpsperdresses, som har skabt et rum for barnløshed, udover mode og den slags.
    For mit vedkommende takker jeg i hvertfald også af for nu. Både på Instagram og her. Håber du vil tage mit råd til dig og tænke over, at læsere gerne vil drages, inspireres og tages med på nogle spændende tanker omkring inspirerende eller vedrørende ting.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Hej Mie
      Av for søren! Det var en af dem som gik lige i hjertet. Men jeg vil gøre mit bedste for ikke at lade mig påvirke for meget og for ikke at gå for meget i forsvar. Alligvel følger jeg dog, at jeg bliver nødt til lige at knytte nogle ord til din kommentar. Ganske enkelt fordi, jeg har en fornemmelse af, at der slet ikke er noget godt match mellem dig og mig. I hvert fald ikke hvis du ser mit “brok” på den måde som du udtrykker. Min blog er på ingen måde et sted hvor jeg lader mine frustrationer ud. Netop derfor handler frustrationerne ofte om små hverdagsting i mine lister. Små ting, som alle kan kende og som på ingen måde vælter nogens verdens, men som er irriterende, i de øjeblikke de finder sted.

      Men jo, de store og svære ting får også plads herinde. Det gør de bl.a fordi, jeg ser det som min fornemmeste opgave at vise, at alt ikke er fryd og gammen, dyre lejligheder, rejser uden problemer og alt det der, som bloggerlivet ofte kan fremstå som.

      Jeg skriver som udgangspunkt om de ting, der fylder i mine tanker og når jeg er ude og rejse og pludselig mister min stemme og ikke kan sige så meget som et ord, så fylder det naturligvis. Og det gør det også når man bliver syg og når strømmen går og man pludselig ikke kan passe sit arbejde.

      Og jo, når jeg mister min lejlighed og pludselig står til at blive hjemløs, så fylder det også. Nogen formår at have en happy-go-lucky-blog selvom de ting står på i deres liv, men det finder du altså ikke her. Men heldigvis er der mange, som løser opgaven til perfektion, så der synes jeg klart at du skal ligge dine blogtimer.

      Det sidste jeg ønsker er at skabe dårlig karma og derfor er det nok bedst for os begge, at du tjekker ud nu. Det sidste år har ikke været mit livs bedste og jo, der har måske været flere frustrationer end normalt. Hvis du har lyst, så kig ind i ny og næ og når tingene så bliver lidt mere lyserøde (hvilket de forhåbentlig gør) så håber jeg at du kommer tilbage.

      Tak for nu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Hej Mie!

    Jeg elsker at følge med på din blog, men må indrømme at jeg ikke følger med på instagram. Generelt bryder jeg mig meget lidt om at følge bloggere på instagram, fordi det hele bliver en tand for poleret til mig, og gør ikke noget godt for mit mentale helbred. Jeg har f.eks. svært ved at følge med når det kommer til rejser, tøj, osv da jeg på ingen måde har råd til den slags, så det ligger for fjernt fra mig. MEN! Jeg elsker at følge med på bloggen for opskrifterne samt de længere mere personlige indlæg 🙂 Det synes jeg du skal vide, for det gør du virkelig godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie Kirstine

      Hej Laura!
      Tak for din fine og ærlige kommentar. Jeg kan faktisk kun sige, at jeg er helt ærlig med dig. Selv følger jeg næsten ingen bloggere på instagram (kun dem, som jeg har et tæt personligt forhold til). Men som du kan se på mit indlæg, så er alt ikke fryd og gammen, selvom man rejser forholdvis ofte og får foræret flere ting end de fleste <3

      Tak for de sødeste ord!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Leave some love

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 TING JEG HAR (SERIØST) OPTUR OVER