Så gør vi det lige èn gang til. Tager en dyb indånding. Gårsdagens pressemøde var endnu en mavepuster, præcis som det før og det før det, var det. Jeg ved ikke med jer, men jeg begynder snart at se en slags rytme i min egen måde at reagere på, hver gang restriktionerne bliver udvidet.
Først går jeg lidt i panik og ærger mig over alle de ting jeg nu skal undvære og aflyse. Så går der et par dage og så indser jeg, at jeg lærer at leve med det. Får det bedste ud af det og indfinder mig med situationen. Så kommer der et nyt pressemøde og så starter det forfra. Jeg satser på at det bliver lidt det samme i den her omgang.
Men det trækker alligvel tænder ud. Det er som om, at det er en ond kollektiv spiral, som bare ingen ende vil tage. Bedst som man tænker, at det ikke kunne blive værre, så kommer der en eller anden ny ting snigende fra højre og gør det umulige – forværrer situationen.
Det bliver bedre snart. Eller i hvert fald inden for en overskuelig fremtid. Det siger min mavefornemmelse mig og den plejer sjældent at slå fejl. Hvis det kan være en trøst, så sagde den også i sidste uge, at vi endnu ikke havde set det værste.
Vi har hørt det en million milliard gange – vaccinen og foråret er lige om hjørnet og det vigtigste ved den sætning er, at den er sand.
Ensomhed
Mit eget humør og forhold til det hele, svinger lidt. Men jeg synes faktisk, at jeg har det fint, størstedelen af tiden. Om det skyldes det faktum, at jeg egentlig ikke har andre valg – der kommer jo ikke nogen og får det hele til at forsvinde, hvis jeg bare beklager mig nok – eller at en del af mig faktisk er begyndt at trives i de nye rammer.
De mange dage, hvor jeg er palle alene i verden, er faktisk ikke så slemme, som jeg altid har troet, at de ville være. Jeg har underholdning og projekter nok, til flere måneder i isolation.
Men tanken om hvad det kan gøre ved psyken på sigt og ikke mindst ved min arbejdssituation, skræmmer mig naturligvis.
Noget af det, som jeg tydeligt kan mærke på mig selv, når man sammenligner den nuværende lock down, med den vi oplevede i foråret, er modløsheden og lysten til at give op (men det kan man jo heldigvis ikke).
Dengang gik der ikke mere end et par dage og så var det som om, at der stod muligheder over det hele. Dengang var det hele og lidt nyt og spændende og vi var måske også et par stykker, som faktisk nød, at alt pludselig faldt i tempo. Nu har vi prøvet det og det er ikke spor spændende længere. Vi savner vores venner, forudsigeligheden, at have noget at snakke om (udover det seneste pressemøde) og alt det der. Det er i hvert fald sådan, jeg har det, når mit sind går lidt i sort. Det gør det heldigvis ikke hele tiden og når lyset er der, så minder jeg mig selv om, at vi går mod lysere tider (både i ægte og overført betydning). Og så skal vi huske på, at vi har vænnet os til det, hver gang der er kommet nye restriktioner – så mon ikke vi også gøre det med dem her?
Det var sådan set bare lige mit forsøg på at komme med en lille smule optimisme og en slags status på situationen. Selvfølgelig krydret med en håndfuld outfitbilleder. De er naturligvis ikke fra i dag, hvor København er klædt så fint i sne. De er fra i søndags, hvor jeg gik selvsamme by tynd sammen med Trine og vendte de få ting og sager, vi hver især havde oplevet i de uger, vi ikke har set hinaden.
