I går ramte jeg muren for første gang i hele det her corona-cirkus. Dermed ikke sagt, at jeg på noget tidspunkt har syntes godt om situationen og alle de dumme konsekvenser den tager med i kølvandet. Men jeg har alligvel hele tiden haft en form for positivisme i mit sind og gjort mig umage for at få det bedste ud af situationen.
Jeg er fuldt bevidst om, at jeg ikke er en af dem, der skal klage. Jeg har ingen børn der skal hjemmeundervises eller underholdes og som sådan ingen hverdagskabale, der skal gå op. Jeg har ikke mistet mit job eller været nødsaget til at aflyse en stor begivenhed, som jeg har arbejdet på længe. Der er selvfølgelig hele ensomheds-problematikken, men der er jeg også heldig at have en familie, som jeg kan søge tilflugt hos og endda et sted, hvor jeg er omgivet af frisk luft og grønne bøgetræer. Dermed ikke sagt, at jeg er skånet for altid, for lige nu ved man jo slet ikke hvordan tingene ser ud i morgen og som en lille selvstændig erhvervsdrivende, er fremriden jo virkelig usikker. Men so far, så har jeg ikke haft det store at klage over.
Det nyeste billede på min telefon fra karantæne-dag 4897
Derfor skulle der nok også gå over en måned, før jeg for alvor blev ramt af “nu giver jeg virkelig ikke mere-følelsen”. Men den er kommet til mig nu. Tingene går i ring, dagene ligner hinanden og savnet til alt det der var, er ved at tage til. Det kommer heldigvis kun i brudstykker, for samtidig går der heller ikke en dag, hvor jeg ikke nyder roen, naturen, stilheden og det langsomme tempo. Når jeg tænker over, at vi går en sommer i møde uden fest, farver og sjove oplevelser, kan jeg også føle noget fint i, at vi er tvunget til at komme ned i tempo. Lige nu skal jeg bare søge lidt dybere for at finde følelsen frem.
I går havde jeg sådan en dag, hvor jeg ikke skulle nå noget som helst. Ingen planer, ingen aftaler og nærmest ingen ønsker. Sådan en dag, som jeg ville have givet min højre arm for, dengang alt var normalt. Der blev jeg ramt af sådan en dum irritation på mig selv. Først over ikke at være i stand til at give mig hen og bare nyde det og derefter kom den dårlige samvittighed over ikke at udnytte den her tvungede fritid.
Jeg kan nævne et hav af ting, som jeg evigt og altid har udskudt til den dag “hvor jeg havde al tid i verden” og det må vist siges at være nu. Alligvel, så er der meget jeg ikke orker og jeg bliver stadig ved med at tænke “jeg gør det i morgen”. Egentlig tror jeg at det er helt normalt at have det sådan og jeg kunne forestille mig, at flere af jer sikkert også kan genkende følelsen.
Selvom det er en irriterende følelse, så minder den mig også om, at det nok bare altid vil være sådan. Normal hverdag eller totalt kaos. Om ikke andet, har det i hvert fald mindet mig om, at der er oh so many things fra den gamle hverdag, der fik hjulene til at køre rundt, helt uden jeg var klar over det. Små ting, som jeg slet ikke værdsatte nok, men som jeg aldrig kommer til at tage forgivet igen, når det normale liv en skønne dag vender tilbage. Simple ting for fem uger siden, kæmpe ting i dag. I går skrev jeg dem ned og det gav mig næsten en følelse af håb og en lill smule kriller i maven. I dag vil jeg lige dele dem med jer og glæde mig ekstra meget til dem. Hvis I har tilføjelser, må I endelig ikke holde jer tilbage 🖤
Ses med venner i samlet flok
De venner, jeg har set IRL i løbet af de seneste 6 uger kan tælles på fire fingre. Jeg har gået ture og drukket afstandskaffe med enkelte veninder, men det er også det. Det er først nu, at det er gået op for mig, HVOR meget jeg holder af middagsselskaber og sene nætter med vin og lange samtaler. Internettets muligheder har taget toppen af savnet, men for søren hvor jeg savner den ægte kontakt og ikke at blive udfordret af forbindelser og støj på linjerne.
Der var engang hvor man kunne stå tæt og ses mere end to ad gangen
At kunne planlægge ud i fremtiden
“Det må vi se på” er uden tvivl min mest brugte sætning pt. Jeg aner ikke hvad jeg skal om få dage og hvordan sommeren f.eks ser ud, har jeg ingen idè om. Spontaniteten har naturligvis også sin charme, men ærligt, så savner jeg at have noget at se frem til. En god fest, en fredagsbar, et event og endda noget så simpelt som et møde. I dag er der præcis en uge til min fødselsdag og jeg aner ikke hvor eller hvordan det bliver fejret “Det må vi se på”. Det eneste jeg ved er, at den ikke kommer til at gå over historien som den mest festlige.
På eventyr i den svenske skærgård, sidste sommer
At opleve ting
Her mener jeg ikke nødvendigvis store rejser og kæmpe begivenheder. Jeg savner bare at få indtryk. Noget at tygge på, fordøje og fortælle om. I begyndelsen var hele situationen vild nok i sig selv til at kunne holde de fleste samtaler kørende i evigheder. Men nu er vi efterhånden kommet så langt hen, at det meste er blevet sagt og samtlige scenarier er blevet vendt og drejet. Heldigvis tilbringer jeg det meste af min tid i naturen og lige nu udvikler foråret sig dag for dag og ved nærmere eftertanke, er det nok det, der bidrager til mest i mine tanker.
Min fødselsdag sidste år på Møn sammen med hele min familie
At rejse
Jeg nåede lige præcis at komme hjem fra Indien, inden hele landet lukkede ned og efter en helt vinter på farten, var jeg mættet og havde det egentlig fint med ikke at skulle afsted i rigtig lang tid. En del af mig har det stadig sådan, men tanken om, at udsigterne nye eventyr er virkelig lange, bryder jeg mig ikke om. Når jeg ser billeder eller film fra sommer i sydeuropa stikker det lidt i mit hjerte. En sommer uden riviera-stemning er ikke helt det samme. Men igen, så er det selvfølgelig småting i det store billede og når jeg tænker dybere over det, så overlever jeg nok en sommer eller to uden.
Kroatien sidste sommer
Fysisk kontakt
Jeg har aldrig været så hud-sulten. Jeg vil ærligt næsten give min højre arm for et kæmpe gram. I ved, sådan et kram, hvor man virkelig kan mærke det og hvor begge parter tager godt fat og mener det.
