Klokken er lidt over fire, og jeg står i køkkenet med en kop te og kigger ud på regnen, mens vaskemaskinen kører sin sidste omgang inden weekenden. Der ligger et tæppe klar i sofaen, og på køkkenbordet står den store glasskål, som kun bliver brugt til én ting her i huset. Fredagsslik. Bare synet af den tomme skål gør mig glad, for den betyder, at ugen er ved at være slut, og at aftenen er reserveret til film, levende lys og absolut ingenting der ligner pligter.
Jeg ved godt, det lyder småt. Men fredagsslikket er efterhånden blevet det faste punkt, vi alle sammen glæder os til. Min kæreste kommer hjem ved femtiden, ungerne har allerede forhandlet om, hvilken film vi skal se, og jeg har for længst lært, at hele aftenen bliver bedre, hvis slikket er på plads i god tid. Der er intet så trist som at stå fredag klokken atten og opdage, at der kun er tre kedelige bolsjer tilbage fra sidste weekend.
Derfor planlægger jeg det nu. Jeg bestiller det meste af vores slik online sammen med sodavand og snacks til weekenden, som regel allerede tirsdag eller onsdag, så det står klar, når fredagen kommer. Jeg plejer at se udvalget af slik og sammensætte en lille pakke med noget til hver af os, og bare det at klikke rundt i vingummi og lakrids midt på ugen er faktisk en slags forglæde. Det lyder måske fjollet, men det gør fredagen roligere. Ingen kø i supermarkedet klokken sytten, ingen stressede indkøb med to trætte børn, bare direkte hjem til sofaen.
Og så er der selve kunsten: at bygge den perfekte slikskål. Jeg har brugt år på at finpudse min metode, og jeg står fast på, at balancen er alt. Der skal være noget sødt, noget surt og noget salt, ellers går man sukkerkold halvvejs inde i filmen. Min grundopskrift er cirka en tredjedel vingummi, en tredjedel lakrids og en tredjedel blandede overraskelser, gerne noget med chokolade og altid en håndfuld saltmandler eller popcorn ved siden af. Det salte er hemmeligheden. Man tror, man køber slik til en filmaften, men i virkeligheden bygger man en lille smagsrejse, hvor det salte nulstiller ganen, så det søde bliver ved med at smage af noget.
Så er der diplomatiet. I vores lille familie er der to skarpt optrukne lejre: vingummifolket og lakridsfolket. Jeg er selv lakridsmenneske med hud og hår, helst det salte af slagsen, jo stærkere jo bedre. Min kæreste rører ikke lakrids med en ildtang og mener helt alvorligt, at saltlakrids er noget, man udsætter udlændinge for som en prøvelse. Børnene er vingummi hele vejen, dog med en voksende nysgerrighed på de sure bånd, der får hele ansigtet til at krølle sammen. Løsningen blev to skåle. En fælles med det, alle kan spise, og en lille skål kun til mig med de sorte sager. Det har skabt fred i sofaen, og jeg slipper for at se nogen fiske al min saltlakrids op og lægge den demonstrativt på bordet.
En anden ting, jeg har lært, er at mængden betyder mindre, end man tror. Vi behøver ikke et bugnende slikbord, det er ritualet, der bærer aftenen. Skålen på bordet, tæppet over benene, den lange diskussion om filmvalget, hvor børnene vil se den samme animationsfilm for syttende gang, og vi voksne prøver at lokke med noget nyt. Popcornene i gryden, lyden når de begynder at poppe, og det øjeblik hvor alle endelig sidder ned, og nogen siger, at nu starter vi altså. Det er de tyve minutter op til filmen, jeg holder mest af. Forventningen er næsten bedre end selve slikket.
Jeg kan mærke, at planlægningen også har ændret noget andet. Før i tiden endte fredag tit med, at vi improviserede, og improvisation betød som regel dyre paniksmåkøb og en følelse af, at weekenden startede forpustet. Nu ved jeg allerede onsdag, at fredagen er dækket ind. Slikket står i skabet, sodavanden er kold, filmen er sådan cirka valgt. Det giver en helt konkret ro, den slags man kan mærke i skuldrene, når man låser hoveddøren op fredag eftermiddag.
Der er selvfølgelig stadig plads til overraskelser. Jeg smugler altid en enkelt ny ting ned i skålen, en slikpind i en mærkelig farve, et stykke chokolade med havsalt eller en pose sure vingummier, vi aldrig har prøvet før. Nogle gange bliver det en ny favorit, andre gange bliver det enstemmigt dømt ude efter én bid. Sidste måned var det nogle chililakridser, der delte familien så voldsomt, at vi måtte stemme om, hvorvidt de overhovedet måtte komme i skålen igen. De tabte fire mod en. Jeg stemte for.
Næste fredag står den på gyserfilm for de voksne, når børnene er lagt i seng, og jeg har allerede besluttet, at der skal noget ekstra stærk lakrids i min private skål til den slags. Man skal have noget at knuge sig til, når musikken bliver uhyggelig. Skålen står klar på hylden og venter, og det gør jeg sådan set også.