FRIDAY SUIT & FRIDAY HAIR

OM AT LØBE ET MARATON

Som lovet kommer der her et lidt mere dybdegående indlæg, om det maraton jeg gennemførte i Paris i søndags. Jeg kunne sikkert skrive en roman om forløbet op til, under og efter, men jeg skal nok forsøge at gøre mig kort 😉

Det spørgsmål jeg har fået flest gange siden er (sjovt nok) om det var hårdt. Og ja, gud *** var det hårdt og det var nok også hårdere end jeg havde forventet. I løbet af det seneste års tid, har jeg fået opbygget en rigtig god løbeform og har efterhånden løbet en del distancer på 19-25 km. Hver eneste gang jeg har gjort det, har jeg sagt til mig selv, at det ikke bliver noget problem at lægge en 15-20 stykker til.

Det blev det heldigvis heller ikke, men halvmaraton og maraton er to distancer, som man slet ikke kan sammenligne. De gange jeg har løbet over 20 km har jeg ikke kunne mærke noget i kroppen efterfølgende, men dagen efter maratonet, kunne jeg nærmest ikke gå og jeg kan stadig mærke at mine fødder er ømme.
 photo 1429213512473_zps5upzsc9m.jpg

^^ kort inden start. Iført hurtigt tøj fra Adidas og lidt ret stramt og nervøst smil^^

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har nogle gode råd til hvordan man træner sig op. Det har jeg faktisk ikke, for jeg tror, at det er meget individuelt og man skal også huske på, at det både handler om mental og fysisk træning. For mig har det fungeret at løbe ofte og mindst en lang tur om ugen. Det sidste halve år har jeg nok været ude 5 dage om ugen og mindst en af turene, har været over 12 km. Så det er også ret tidskrævende at sætte sig sådan et mål.

Der har bestemt været udfordringer undervejs. Både fysisk og mentalt. Tre uger inden det gik løs, var jeg så klar som jeg kunne blive og jeg følte mig virkelig som superman og var sikker på, at jeg kunne klare alt. Den opmærksomme læser husker måske, at jeg rejste til Portugal med mine forældre. Min far og jeg betragtede det lidt som en træningslejer og planlagde at løbe en tur hver eneste dag dernede. Det gik heldigvis også super godt. Lige indtil den sidste dag.

Da vi løb ned ad en stejl bakke, begyndte jeg pludselig at mærke nogle voldsomme stød i mit ene knæ. Jeg fortsatte men da vi kom i mål, kunne jeg næsten ikke gå. Sådan fortsatte det faktisk i et par dage. Jeg blev selvfølgelig slået helt ud og googlede mig frem til 100 forskellige diagnoser. Uanset hvad der var sket, anbefalede de alle den samme løsning: hold benet i ro, til smerterne forsvinder.

En pænt nederen besked at give til en person med løbe-ocd og sit første maraton inden for et par uger. Jeg skal være ærlig og indrømme, at det ikke lykkedes mig at holde det helt i ro. Jeg løb nogle færre og kortere ture og begyndte samtidig at lave lidt mere styrketræning og yoga. Til mit store held, mærkede jeg næsten intet i ugen op til løbet og jeg fokuserede meget på at passe på mig selv, finde noget ro og sørgede for ikke at blive syg. Den uge løb jeg kun en enkelt tur og supplere med yoga og styrketræning i fitness.

Dagen inden løbet rejste vi til Paris og vi var nærmest kun landet, inden vi skulle hente vores startnumre (med ?vi? mener jeg min far og jeg. Han skulle løbe sit sidste maraton) Da vi ankom til den store løbehal, hvor det hele foregik endte vi i et kæmpe stort problem, der faktisk resulterede i, at jeg på et tidspunkt troede, at vi ikke ville komme til at løbe. Det viste sig nemlig, at man skulle have haft en ?sundhedserklæring? fra sin læge, for at kunne få udleveret sit startnummer. En mindre detalje, som vi liiiige havde overset. Hvordan det hele flaskede sig (på et hængende hår) er nærmest et indlæg for sig selv. Men vi klarede og alt endte godt.

Om natten kunne jeg selvfølgelig ikke sove. Jeg lider til tider af søvnproblemer og fordi jeg netop havde frygtet at det ville ske denne nat, så skete det selvfølgelig. Faktisk sov jeg slet ikke. Jeg lå og kiggede ud i rummet i 8 timer. Mirakuløst nok, var jeg slet ikke påvirket af det under løbet.
 photo 1429213581813_zpsqref8ace.jpg

^^Glad og træt kort tid efter jeg kom I mål. Der skal også lyde en stor tak til min Ultra boost løbesko, som gjorde mig flyvende^^

Og nu til selve løbet. For det gik jo godt, faktisk rigtig godt. Min tid blev 3 timer og 49 minutter, hvilket jo er en ganske fin tid for en kvinde. Forinden havde jeg nok håbet på at være lidt hurtigere, men efter at have gennemført og nu ved hvor sindssygt hårdt sådan et maraton er, så er jeg mere end glad.

Løbets første halvdel gik uden udfordringer og jeg kom rigtig fint fra start og fandt en god balance i min tempo og væskeindtag. Der var depoter hver 5. Kilometer og jeg tankede faktisk op hver eneste gang. Jeg drak lidt vand, spiste en halv banan og en håndfuld rosiner. Når jeg tænker tilbage, så tror jeg at jeg nåede at spiste omkring 8 bananer og jeg ved ikke hvor mange rosiner 😉

Udfordringerne begyndte først at opstå omkring de 25 km. For der begyndte jeg altså at blive træt, samtidig med, at der stadig var VIRKELIG langt til mål. Omkring de 30 km begyndte min krop at sige fra og alle led gjorde ond. Både fødder, knæ og albuer. Her burde man egentlig føle, at man snart var ved at være i mål, men når energien næsten er er brugt helt op, så er 12,2 km altså rigtig langt.

Faktisk husker jeg ikke så meget mellem de 30 og 40 km. Jeg tror at jeg holdte den kørende på viljen og tanken om, at jeg snart havde gennemført et maraton. De sidste 3 km var faktisk de værste. F*** hvor gjorde det ondt. Her måtte jeg faktisk ned og gå et par gange. Men egentlig hjalp det ikke specielt meget, for når jeg stoppede med at løbe, kunne jeg for alvor mærke min krop og den havde det ikke helt optimalt. Efter 42 km drejede vi om et hjørne og 200 meter fremme kunne man se målet. Her vendte det hele og det er de mest fantastiske 200 meter jeg nogensinde har løbet. Jeg har ikke ord der beskriver, hvor sindssygt fantastisk det var at løbe over stregen.

Det første jeg oplevede herefter var, at jeg havde enormt svært ved at finde en passede vejrtræknings-rytme, hvilket jo er klart, når man har kørt den samme i SÅ mange timer. Herefter blev jeg ramt at mange forskellige følelser og jeg græd både lidt af udmattelse og grinte af lykke. Jeg fandt en kantsten hvor jeg lige kunne sidde og sunde mig, drikke noget mere vand og give mig selv et kæmpe klap på skulderen.

Efterfølgende satte jeg kursen mod Triumfbuen, hvor jeg havde aftalt at mødes med min mor og søster. De havde ikke mulighed for at se mig løbe over stregen for med 50.000 andre løbere, kan I næsten selv gætte hvor mange mennesker der var. Da jeg fandt dem var jeg bare glad, glad, GLAD. Vi tog hjem til lejligheden vi boede i og det første jeg gjorde var at åbne en god kold dåseøl. Sådan en smager helt fantastisk efter et løb.

Vil jeg gøre det igen? Det vil jeg helt sikkert, men der skal lige gå noget tid. Det har været en hård omgang ? både fysisk og psykisk. Jeg skal løbe et halvmaraton til Maj, men lige nu føles det som smal sag 😉

Her en lille uge efter, er min krop næsten helt normal igen. De værste smerter forsvandt efter få dage og jeg var faktisk allerede ude og løbe en lille tur i onsdags. Derudover har jeg taget et par yogatimer, for jeg skal hilse og sige, at kroppen bliver stiv efter sådan en omgang 😉

Hvis I har nogen spørgsmål, skal I endelig ikke holde jer tilbage <3

 

 

15 kommentarer

  • […] igang og jeg skulle meget gerne op og ramme den samme løbeform, som jeg gjorde sidste forår, hvor jeg også løb mit første maraton. Det var afgjort en af de vildeste, hårdeste og mest succesfulde oplevelser i mit liv. Sådan en […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] I det hele taget er det ved at være længe siden, at det har handlet om sport herinde og jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for jeg er stadig i fuld gang og føler mig stadig i topform. I husker måske, at jeg løb mit aller første maraton i Paris, tilbage i April måned? Ellers kan I læse og hele oplevelse HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] er også blevet fascineret af denne bloggers ret misundelsesværdige indsats. Mie har løbet et maraton – og det er sgu sejt! Selv kommer jeg aldrig til at gøre det. Hvis jeg en dag kan træne mig […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Frederikke

    Godt gået med løbet!
    Er selv igang med at træne op til første marathon – og jeg er ret spændt. Er par spørgsmål:
    Hvor lang var din længste træningstur?
    Holdt du et jævnt tempo hele vejen på marathon?
    Har du nogle erfaringer med kompressionsstrømper (lidt ud af det blå, Iknow)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Fedt at du fortæller din historie, jeg kan slet ikke få armene ned! Jeg har selv løbet rigtig meget, og løb mit første halvmarathon da jeg var 12, og har siden da løbet et par stykker (er 18 nu). Dog er jeg blevet ramt af en form for vejrtræknings sygdom, som har gjort mig ude af stand til at løbe ligeså godt som tidligere, hvilket gør mig virkelig frustreret, og jeg har faktisk ikke løbet i et halvt år.. Går dog stadig med en indre drøm om at løbe et marathon en dag! Din historie giver mig blot endnu mere blod på tanden 😉 Men det må vente til den dag jeg ikke sejler på Team Danmark mere, og kan trække vejret ordentligt! Jeg håber bare virkelig jeg kan være lige så sej som dig en dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Hej Pernille..
      Hvor er jeg bare glad for at du kunne lide at læse det. Og hvor sejt at du løb et halvmaraton da du var 12!!
      ØV med sygdommen, det er jeg virkelig ked af at høre. Håber du kommer i gang igen. Jeg hepper i hvert fald alt hvad jeg kan 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SAbine

    FUCK, hvor er du sej! Sjovt med en udførlig beskrivelse af oplevelsen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea Rasmussen

    Hvor er du bare sej! Godt klaret!! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej!! Jeg gad godt selv at løbe et maraton, men det kræver nok noget mere træning end det jeg ligger for dagen nu.
    Men du har inspireret mig til at komme i gang 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Hej Camilla..
      Det er jeg bare glad for at høre.
      Og hey, det er aldrig for sent og alle kan gøre det hvis de vil. Hvis nogen, for et år siden, havde fortalt mig at jeg ville gennemføre et maraton havde jeg været færdig af grin 😉 Så det er bare om at go for it 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvor er det bare sindssygt godt gået! 🙂

    Jeg skal selv løbe mit første maraton i København til maj, og er virkelig begyndt at blive spændt.

    Havde du geler med på turen og hvad med egen væske? Holdt du styr på tiden, eller løb du bare afsted?

    Hilsen spørge-Jørgen 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Sejt, Sofie. Det skal du virkelig glæde dig til. Det er sådan en god oplevelse.
      Jeg havde ikke geler med, nej. Jeg har aldrig prøvet det og har hørt at det kan være hårdt for maven.
      mht. væsken, så havde jeg ikke noget med. Der var vand hele vejen langs ruten, så det var ikke nødvendigt.

      Jeg tog ikke tid som sådan. Kunne bare fornemme, at jeg holdt mit tempo ret fint. Desuden løb jeg sammen med 3.45 ballonerne hele tiden og så har man jo en fornemmelse 🙂

      Til sidst var jeg dog ret ligeglad med tiden. Der handlede det bare om at komme i mål.

      Hvor hurtigt satser du på at komme igennem?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Nej ok. Tænker også det er fornuftigt ikke at prøve nye ting til selve løbet. Jeg har løbet med geler på nogle af de længere ture, og synes egentlig de fungerer meget godt. Og så smager de af slik 😀

      Jeg tror også, at jeg vil følge en ballon, har nemlig ikke noget løbeur.

      Ved ikke med tiden endnu dog. Vil helst ikke lægge for hårdt ud, så jeg ender med at gå kold. Tror jeg lægger mig på ml. 4 timer og 4.15….

      Siden  ·  Svar på kommentar

Leave some love

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

FRIDAY SUIT & FRIDAY HAIR