Godaften søde læsere
Jeg håber at I alle har haft en dejlig weekend fyldt med solskin og forår. Som jeg vist nok har fortalt jer, har min udelukkende stået på arbejde og let’s face it, det er sgu ikke det fedeste i verden, når foråret for alvor har meldt sin ankomst og det føles som om, at hele verden har tid og overskud til at nyde det.
Netop det, har fået mig til at filosofere ekstra meget og hele FOMO-begrebet, som jeg personligt er et kæmpe offer for. Ironisk nok egentlig, for hvis der er noget jeg virkelig synes er interessant, så er det alt det her med sociale medier og hvad de gør ved os. Desuden er jeg jo også selv storforbruger af de dem, eftersom store dele af mit liv er til offentlig skue her på bloggen og på Instagram. Hvis jeg selv skal sige det, er jeg meget bevidst omkring de her medier, og jeg ved hvordan de virker, hvor de virker og hvad der virker (Babyer, mad, babyer, kæledyr og babyer). Det er vel efterhånden common knowledge, at langt størstedelen af de ting vi viser og fortæller på de sociale medier, er de positive sider af livet og her skal jeg absolut ikke spille hellig. Har I måske nogensinde set mig græde eller læst lange indlæg om de negative sider af mit liv? Næ. Men som alle andre græder jeg også i ny og næ, jeg har også lortedage og dage hvor jeg ikke kan finde hoved og hale i noget som helst. Men hvis I f. eks klikker ind på min Instagram profil, kan i næsten kun finde billeder af min søde lille nevø (han virker hver gang), fine blogevents, nyt tøj, kaffe, rejser og mad. I dag har jeg f. eks ikke uploaded noget som helst og guess why? jeg har intet spændende oplevet og intet spændende at vise.
På trods af alt det, kan det virkelig undre mig, at jeg stadig ikke er i stand til at tage de kritiske briller på, når jeg bladrer igennem mit instagram feed. Så sent som her til aften, følte jeg straks, at jeg var den eneste, som ikke havde brugt min weekend på at gå tur i parken, spise is, drikke kaffe og løbe halvmarathon, da jeg åbnede computeren for at tjekke op på verden. Jeg mindes også hvordan jeg, i vinters, følte mig som den eneste person i verden, der ikke søgte ly for vinterkulden i Thailand eller Mexico. Kan det mon passe at jeg er den eneste i verden, som ikke bor i en fantastisk lejlighed, rejser flere gange om måneden, er gravid, spiser ude hver eneste dag og går i byen hver weekend samtidig med, at jeg spiser pæne pandekager i sengen. I ny og næ kan jeg næsten få en følelse af, at alle er meget mere lykkelige end mig.
Til tider kan jeg godt ønske mig 20 år tilbage i tiden. Tilbage til dengang, hvor man ikke var så bevidste om alle andre. Dengang hvor man gjorde ting bare for at gøre dem og til dengang hvor man ikke liiiiige skulle tage et billede, for at dokumentere det overfor omverdenen.
Kan I følge mig? Del endelig ud af meninger, erfaringer og gode råd <3
